Om os

Velkommen indenfor i moomii universet

Hos Moomii smelter vintage og nyt sammen i ambitionen om, at gøre det lækkert og enkelt at indrette sig mere bæredygtigt og klimabevidst. I Moomii betyder det tilvalg af et ansvarsfuldt forbrug, som bygger på kvalitet, gedigent håndværk og tidløshed i stil og materialer. 

Her finder du et kurateret udvalg af vintagemøbler og interiør, som er funktionelle, æstetiske og kan bruges på tværs af rum, køn og alder. Sortimentet består af yndlinge til dit hjem, som jeg håber, du vil tage med dig gennem livet, lade gå i arv eller sælge videre, når de ikke længere skal bo hos dig. 

Historien og ansigtet bag Moomii

Bag Moomii står jeg, Kristina. Jeg grundlagde Moomii tilbage i 2008 sammen med min morfar. Han var tømrer, og kærligheden til træ, møbler og godt håndværk, har jeg fået med fra ham. Det er også ham, der har lært mig alt grundlæggende om istandsættelse af vintagemøbler.

Oprindeligt var istandsatte vintagemøbler det eneste, vi havde på hylderne hos Moomii. Efter min morfar gik bort i 2012, fulgte en længere årrække, hvor vores fælles projekt lå i dvale. For mig fløj tiden med at stifte en skøn familie og pleje job og karriere indenfor konceptudvikling, marketing og kommunikation.  

I 2020 pustede jeg nyt liv i Moomii. Omdrejningspunktet er stadig vintagemøbler, men universet er blevet udvidet med håndplukket, tidløst interiør som kan være i verden længe. Desuden har jeg nye tilføjelser på tegnebrættet, som jeg glæder mig til at løfte sløret for.

Min drivkraft er, at være med til at flytte forbrug fra hurtigt skiftende trends til ting, som har sjæl, historie og substans, og medvirke til, at vores samlede forbrug over tid bliver mindre, fordi vi omgiver os med ting, som holder længere.   

Jeg har et blødt punkt for ting og produkter, som mennesker har gjort sig umage for at skabe, hvilket afspejler sig i udvalget her på webshoppen. De rummer en helt særlig energi, og mit ønske med Moomii er at bidrage til, at du omsluttes af ro, harmoni, tryghed og kontinuitet, når du træder ind i dit hjem. 

Tak, fordi du har fundet vej til mit univers.

Kristina, Indehaver af Moomii